torsdag den 2. december 2010

Snedriven

Erik har fotograferet mig inde i snedriven - jeg er i gang med at grave en gang i håb om at når det engang bliver tøvejr vil driven hurtigere smelte, men det skal jo nok vise sig at gangen bliver fyldt af ny sne.

Vi har i øvrigt lige plukket en hane (og fjernet indvolde) - Kurt kom forbi og spurgte om vi ville have en slagtet hane - og det ville vi selvfølgelig. Erik var med til halshugningen og han fjernede de fleste af fjerene udenfor, men vi fortsatte inden døre - og ved fælles indsats gik det fint. Vi skal nok få det lært - og så skal vi have Coq au vin i aften!

tirsdag den 30. november 2010

Sne på Samsø

Et par vinterbilleder - snedriven i haven er enorm!




Og set fra den anden side


Har gravet en lille rende (nederste venstre hjørne), som er ca 60 cm på det højeste sted!
Det er nogle flotte formationer blæsten laver med sneen. En del af haven er stort set snefri - og den anden del er til gengæld aldeles fyldt med sne.

søndag den 28. november 2010

Vinter

Vinter set mod syd







Vi har mange gråspurve, skovspurve, bogfinker og musvitter i år. Desværre er der næsten ingen solsorte (det siges at de havde vænnet sig til de relativt varme vintre i de foregående år, så de ikke trak sydpå. Desværre var vinteren sidste år meget hård ved bestanden, og det er formentlig derfor der har været så få). Vi har lagt nogle overskårne æbler til den ene der er her - så må vi håbe at den overlever vinteren, vi skal i hvert fald gøre vores til det.

- Og så er hønsehuset næsten færdigt!

onsdag den 24. november 2010

Høns m.m.





For nogle dage siden blev dette billede taget - det er Kurts høns. De har fundet ud af at støvbade inde i vores hønsehus - der er jo tørt.

Det er nu meget hyggeligt med naboernes høns - Kurts i den ene ende og Lars' i den anden. Dog fik vi et mindre problem for vi syntes det var synd at Kurts høns ikke fik så meget grønt, så vi begyndte at give dem ræddiketoppe, når vi skulle have ræddiker til frokost (de blev sået i august og er nu rigtig gode - det er store radiser - smager ligesom dem). Så nu har vi været nødt til at dække ræddikerne til, for vi opdagede at toppene i bedet blev spist! Selvforskyldt problem!

Men se, for et par dage siden fandt vi til gengæld 21 æg uden for værkstedsskuret (et sted under høvlebænken, hvor vi ikke kommer så meget) - det er Lars' høns, der åbenbart har fundet det som et passende redested, hvor de så kvitterer med at lægge æg. De forløbne 2-3 dage har de så lagt 2 æg om dagen - så vi har ret mange æg i køleskabet - opskrifter med æg er meget velkomne! Godt problem, men der er vist ikke blevet lagt nogen æg i dag, nu hvor det har sneet.

torsdag den 11. november 2010

Blæsevejr

Nøøøøj hvor det blæser! Det rykker lidt i huset en gang imellem.

Men så er det jo godt man har en brændeovn.



Men ellers er tiden gået med at samle Ikea-skabe til det gamle værksted - nu mangler vi blot at få en elektriker til at flytte en stikkontakt - håber det bliver snart, så projektet kan blive færdigt.

Vender tilbage med billeder når det hele er klart - men det ligner jo selvfølgelig køkkenet, da det er samme type låger.

torsdag den 21. oktober 2010

Biblioteket i Kolby


Nu er vi næsten færdige med at sætte fagbøgerne op - ja, der er kun fagbøger på disse hylder - indtil videre. 

Biblioteket er også gæsteværelse med en halvandenmandssovesofa. Underligt udtryk "halvandenmand".

Der mangler dog stadig nogle flyttekasser. Når vi kommer i bund med at tømme flyttekasser, forestår der en kæmpeopgave med at organisere alt det, vi har pakket ud. Indtil videre står tingene hulter til bulter. Det er bare blevet placeret der hvor der var plads, og jeg er træt af at samle reoler!

tirsdag den 19. oktober 2010

Første sal

Nu er vi ved at være færdige med indretningen af 1.sal. Hvor har vi dog mange bøger -  måske skal vi afholde vores egen bogafbrænding - der er meget såkaldt underlødig litteratur imellem, og som vi helt sikkert aldrig vil læse igen.

Det hjælper nu også at få gulvtæppet lagt på - det ser faktisk meget pænt ud, og når vi får hængt lampen op også, så bliver det et rigtigt dejligt rum.

lørdag den 16. oktober 2010

Så kom vi så langt

Er en anelse trætte. Vi var ved at udgå for rugbrød, så vi brugte det meste af dagen i går på at pakke flyttekasser ud - godt nok havde Erik skrevet Røremaskine uden på kassen, men lige hvor kassen var, var lidt svært at finde ud af, så det endte med at vi fik pakket en del ud - reolsamling var første prioritet, og det gik godt nok.

Nu ser det lidt mere overskueligt ud, selvom der er flyttekasser overalt.
Før:


Efter:

onsdag den 13. oktober 2010

Endnu en dag er gået

Atter en dag er gået med flot solskin.

Brinja har været så sød at dirigere rundt med flyttemændene i Gothersgade, mens vi har gået og nydt det her, samtidig med at vi med gru ser frem til i morgen, for hvor i alverden får man plads til 100 flyttekasser?

Morgenen blev ellers lidt sur, for vores nye Skyline netforbindelse virkede ikke - på trods af den høje mast. Så hele formiddagen sad der 3 mand (den ene var praktikant) i vores stue og prøvede at få det til at køre. Efter ca 3 timer mente de at nu virkede det, og de mente at antennen udførte en slags roaming, som de så havde standset. Stort set samtidig med at sidste mand kørte, låste systemet igen. Fat i kundeservice (nu havde vi et nr vi kunne ringe til) og efter den sædvanlige tænd og sluk-procedure kørte det - kortvarigt. En gang til kontakt til kundeservice og så kom installatøren igen, og han lavede så fejlsøgning ved at udskifte hver enkelt del. Det viste sig - selvfølgelig - at det var radiodelen øverst på antennemasten, der var fejlkilden. Så nu skulle det virke - er en anelse forbeholden, men nu giver vi det en chance - i morgen får vi nok travlt med at dirigere flyttefolk, når de lander med formiddagsfærgen.

tirsdag den 12. oktober 2010

Trådløs forbindelse

Vi har fået internetforbindelse via Skyline. En betingelse for at undgå kobberet er så at signalerne skal modtages via en antenne.

Som montøren sagde: den syner ikke af lige så meget, når der kommer fjernsynsantenne på!!!

Ud over fjernsynsantenne skal vi også lige have en DAB-antenne, så vores hus kommer snart til at ligne alle de andre, men jeg må godt nok sige at internetantennen ligner noget der er forbundet med Echelon....


mandag den 11. oktober 2010

Første dag i vores nye liv



Solen skinner, og vi er nu ved at gøre klar til at modtage flyttelæs på torsdag, der er helt tomt i det gamle værksted, så der skal de fleste flyttekasser placeres. 70 stk mindst - og vi har glemt at få vores surdej med!!!

lørdag den 7. august 2010

Hønsehuset - busstoppestedet

Her er så skelettet til hønsehuset.
Og forvandling til busstoppested! Sidste væg med dør kommer først når vi er flyttet herover.

Vi har også en peberfrugtplante - gad vide om de når at modnes ?

onsdag den 4. august 2010

Idéen om et hønsehus


Nu er hønsehuset kommet videre fra idéen om et hønsehus - bageste ramme og udgravning til net mod rotter.

mandag den 2. august 2010

Tudseunger



Den grønbrogede tudse har det godt - ud over de sædvanlige 2-3 stykker mellem de opstablede fliser har vi i dag set et par stykker, der gemmer sig ved gavldøren - faktisk er de så små endnu, at de kan klemme sig ind under den yderste del af døren - ikke så smart, for man kan jo komme til at jokke på dem ved et uheld.

søndag den 25. juli 2010

Bålplads

Hvad der bør være i enhver have:

lørdag den 12. juni 2010

Kolbys lækkerier

Dette var frokosten. De første æggeblommekartofler til en kartoffelmad, og de smagte rigtig godt .


Dette var aftenens dessert. Godt nok ikke vores egne jordbær - de er kun nået til blomsterstadiet, men øens avlere har heldigvis. Og så har vores lokale mejerist også fået syrnet fløde - det smagte helt vildt godt. Bent Degn fra Maimosegård/Samsø mejeri er nu rigtigt kommet i gang. Han har vellagret oste (købte en samsøost, som var blevet sat i gang i april sidste år). Desuden har han smør i forskellige pakninger, så man ikke behøver at købe 1/4 kg, hver gang, og rigtig kærnemælk, som vel dybest set er et affaldsprodukt fra smørproduktionen. Så nu behøver vi faktisk ikke tage til Tranebjerg så ofte - men desværre har Bent Degn kun åbent om lørdagen.
Posted by Picasa

lørdag den 1. maj 2010

Status




Kartoflerne står på rad og række - ligesom ukrudtet (som i dette tilfælde er morgenfruer - ukrudt er jo et definitionsspørgsmål).

Og vores jordbærplanter ser rigtig godt ud.

For ikke at tale om redskabsskuret, som nu også har fået malet døre - rigtig flot.

fredag den 30. april 2010

Årets første a...





Når billeder taler for sig selv!

De smagte godt - og vi skal også have nogen til aften, i morgen til frokost, og aften - og resten med hjem. Kan ikke huske nogensinde at have set asparges så store så tidligt.







tirsdag den 6. april 2010

Redskabsskur



Endelig er pakken med redskabsskuret blevet fjernet og det står nu næsten færdigt. Der mangler kun tag og gulv.
Og så ligger alle blommetræerne oppe i containeren (bortset fra et) for de skyggede for meget for afgrøderne i haven, så nu får de lov til at skyde sidegrene ud, som vi så klipper af, så det bliver en slags hæk. Det tog tømreren en dag at sætte huset op, og det skulle ikke undre om han bliver færdig i morgen.


Der kommer nok nogle flere billeder i morgen.