Mens vi var i gang med at plukke madæblerne før de blev blæst af kom der pludselig en mand ind i haven og spurgte om han måtte købe noget dild. Se, nu er det jo efterår og vi når aldrig rigtig at få noget ud af vores dild, men vi havde en enkelt lille plante, som vi havde brugt af til vores reje- og laksemadder. Der var godt nok ikke meget tilbage af den, men da jeg jo er et godt menneske og det lød til at han var i stort bekneb, spurgte jeg hvor meget han skulle bruge, for han kunne da godt få den sidste kvist af denne dildplante.Men han skulle bruge meget dild sagde han, men han kunne jo godt se at den dild vi havde, der hvor vi stod ikke kunne bruges, men nede i
den anden del havde han jo set at vi havde meget dild - så var det, der gik en prås op for os - han troede at vores aspargesplanter, som jo får lov til at vokse sig store efter skt. hans, var dild. Og det kan man måske ikke fortænke ham i, sådan set fra en bybos side - det ligner jo lidt - omend noget overdådigt.
