torsdag den 26. maj 2011

Hønsehold

Nu er vi ved at være lidt mere fortrolige med vores høns, og de er bestemt blevet meget fortrolige med os. Lige så snart vi nærmer os kommer de farende hen til hegnet, men de vil ikke spise noget af det grønne vi prøver at give dem gennem hegnet - de kan ikke finde ud af det, åbenbart.
Og det er svært at komme ind i hønsegården for at give dem 'hønseguf'.
Man skal nærmest skubbe sig vej ind.

Hønseguf er A38 med hvidløg, løg, olie, klid og havregryn - og de er ret vilde med det.
- og så får vi 3 æg om dagen

lørdag den 14. maj 2011

Etablering

Nu har hønsene taget deres nye bolig i besiddelse, og det er rigtig hyggeligt at sidde og kigge på dem. En af dem har i øvrigt allerede lagt et æg - godt nok ikke i en af redekasserne, men udenfor i bag ved hønsehuset, hvor der var lidt læ.
En af dem har vist udbrydertendenser - den stikker hele tiden hovedet gennem hønsenettet og den har også prøvet at flyve op på tværpinden på døren til hønsegården (der var ikke plads til den på grund af trådnettet, så den faldt ned igen). Den prøvede også at flyve op på siddepinden i hønsehuset og derfra prøvede den på at flyve op til tagets tværpinde - hvor den altså også faldt ned fra.
Det er rart, at de viser normal adfærd - de vil meget gerne op at sidde på en højtsiddende gren eller lign. - ikke så smart udendørs, for så hopper de jo også over hegnet - så vi skal lige i tænkeboks over, hvordan vi giver dem gode muligheder uden at de slipper ud af hønsegården før vi ønsker det.
De har også vist at de kan skrabe i jorden og støvbade, godt nok prøvede den ene af dem at støvbade i det grønne græs, men støvbadning var det dog, og en anden af dem lå ved siden af i noget tørt jord og støvbadede.
Det er godt, for vi havde læst at disse 'industri'høns ikke altid havde normal adfærd, f.eks. at de ikke kunne finde ud af at skrabe i jorden eller flyve op og sætte sig på en sovepind.
Vi kan ikke se forskel på dem, så vi må vel give dem forskellige hønseringe på eller sådan noget.

Nye beboere

Så har vi fået hønsene.
De er meget rolige - har aldrig været udenfor, så indtil videre er de meget forsigtige.




mandag den 9. maj 2011

Haveejerens fortrædeligheder

Nattefrost på udsatte steder har indtil i år været en vejrmelding der har været uden betydning, men lige pludselig en morgen så nogle af de flotte kartoffeltoppe noget sorte ud. Heldigvis ikke dem alle sammen, men det er i og for sig også mærkeligt, for hvorfor rammer frosten kun nogle af dem. Vi fik dækket dem med fiberdug og heldigvis for det, for de efterfølgende morgener var der rim på skuret og naboen skrabede rim af sin bil inden hun kørte på arbejde 5.00!!!!
Nu er kartoflerne sat lidt tilbage, men forhåbentligt kommer de sig.

Og for at det ikke skal være løgn, så kom der lige et rådyr forbi:
Et styk flot kirsebærtræ - nu uden bark og dermed helt dødt. Det er lidt dyrt at føde på dyrene på den måde!