søndag den 28. september 2008

samsø - ændret have


Vi har været på Samsø i 4 dage - og der er sket store ting; vi har nemlig fået en aftale med vores nabo om at mageskifte en del af vores mark med hendes nyerhvervelse. Det vil sige at vores have nu ser ud som på billedet.
Det betyder, at hun overtager den del af vores mark, der ligger ud mod Kolby Hovedgade, mens vi får den del af hendes græsmark, der ligger mellem vores have og vores mark, og vi tror, at det er en rigtig god idé - så nu skal vi til at lægge planer! Det er som at være barn i en slikbutik!

fredag den 19. september 2008

Brødbagning

Politiken nævner at der er flere og flere, der bager deres brød selv, og de mener, det er fordi købebrød er for dyrt. Det kunne jo også være, det var fordi købebrød er for ringe. Vi har bagt rugbrød hver 2-3 uge igennem mange år efterhånden, da købt rugbrød var fyldt med olieholdige frø og så klæge og smagsløse at det egentlig kunne være ligemeget. Og så er der jo altid tilsat div. E-numre.

Rugbrød er nemt at lave. Det kræver blot en surdej, som man også sagtens selv kan lave af kærnemælk, rugmel, salt og måske en lille smule gær - purister vil nok sige at det må man ikke, men man behøver jo ikke gå uden om gærdet, når det nu er lidt lavt lige her. Bland det hele sammen til en lind masse og lad det stå i en skål dækket med film i 3-5 dage ved stuetemperatur.

Derefter er det bare at blande 2 l vand, 4 spsk salt, surdejen og 2 kg rugmel og røre det godt rundt (i en stor gryde - suppegryde eller lignende). Dejen stilles til hævning ved stuetemperatur i 8-12 timer (alt efter hvordan man nu har planlagt processen).

Derefter røres 1 kg rugkærner (skårne, knuste eller hvad man nu kan få i butikkerne), en hvidtøl (KB Juleøl er allerbedst), og ca 2 dl vand ned i den forhævede dej. Det hele røres godt og når man ikke gider mere, tages ca 2 dl dej fra til surdej til næste bagning. Opbevares i glas med låg i køleskab - kan holde 3-4 uger - drysses med salt på overfladen (jeg ved ikke hvorfor, men sådan har jeg fået opskriften).

Hæld dejen i smurte rugbrødsforme. Efterhæves i 2-3 timer ved stuetemperatur og sættes i kold ovn der sættes på lav varme (150-175 grader). Bages i 3 timer (husk at pensle med vand med jævne mellemrum (hver halve time)). Står derefter en times tid efter at ovnen er slukket. Hældes derefter ud af formene.

Så det eneste der kræves er egentlig lidt planlægning, arbejdet er ikke særligt omfattende, og brødet smager godt.